Når man bevæger sig lidt uden for bymidtens
fancy facader og indkøbscentre, møder man et andet billede af San Pedro Sula.
Den anden side af mønten om man vil, og formentlig også et mere reelt billede
af livet her. Nemlig fattigdom…
Honduras er det næst fattigste land i
Centralamerika, og mere end to tredjedele af befolkningen lever i fattigdom.
Den største fattigdom findes i landdistrikterne, hvilket får mange til at
flytte til de store byer, - uden dette sjældent betyder noget lykkeligere liv.
Efter statskuppet i 2009 slås landet med et
ineffektivt og korrupt retssystem og politi. Det politiske system er domineret
af en økonomisk stærk elite, og menneskerettighederne er under pres.
I dag gik Marie og jeg (til trods for at
alle guidebøger fraråder det) en lille tur ud i det ”virkelige” San Pedro Sula.
Og der er virkelig tale om en forskel som på nat og dag. Skraldespandene fra
centrum er væk, og i stedet flyder skidtet i gaderne. Der er tiggere overalt,
og hjemløse, der ”flyder” i bybilledet sammen med det andet skrald.
Politiet er ikke her – de er nemlig ved at
træder hinanden over fødderne foran McDonald´s og Louis Vuitton-butikkerne, mens
kriminaliteten raser lige om gadehjørnet bag City-facaden.
Vi blev dog kun mødt af smilende mennesker,
og selv om vi nok brugte lidte mere energi end ellers på at kigge os over
skulderen, var det nok ikke nødvendigt. Her lever man for mindre end en dollar
om dagen, og altså under den officieller fattigdomsgrænse. Her er afsættet for
den daglige eksistens de drømme, som desværre alt for sjældent går i opfyldelse
men i stedet drukner i misbrug og sult.
De fleste storbyer har selvfølge en mere
mørk side, som sjældent udforskes af turister, og i San Pedro Sula med god
grund – som Marie sagde; ”Jeg har aldrig følt mig så hvid før…”
 |
| Her er "Våben forbudt" udskiftet med "Forbudt at læse"..... |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar