fredag den 20. december 2013

Kaotisk Craziness


San Pedro Sula er sindssyg!! Det er kun fantasien der her har grænser… Trafikken moser af sted, og stort set alle biler har hornet i bund. Lyskrydsene virker kun vejledende, og det synes som et under, at vi endnu ikke har oplevet et trafikuheld. Men man vænner sig til det.

Man vænner sig til det uventede – til det man på ingen måder på forhånd kunne have forudset. Som når en fyr kører rundt med sin abe på motorhjelmen. Han har givet den en ble på, så den ikke sviner hans nyvaskede bil. Når trafikken går i stå, bliver aben fodret af forbipasserende, der tilsyneladende ikke er særlig forundret over hverken aben eller dens placering.

Vi vænner os til at der militærpoliti overalt, og at dette nok bliver det tætteste vi nogensinde kommer på at være i en krigszone. Man vænner sig til det, lige som man vænner sig til støjen og de råbende folk, eller pengevekslerne, der står alle steder med deres store bundter af Lempiras i håb om at tage røven på en turist, der ikke kan gennemskue deres matematiske finurligheder, når der veksles. Man vænner til skopudserne, der trods ens badesandaler konstant tilbyder deres tjeneste. Man vænner sig kort sagt til at være i en smeltedigel af craziness – et kaos af uforudsigelighed.

De fleste ville nok betakke sig, men på en sær måde har dette kaos også en tiltrækningskraft. Det går i blodet, og man suges ind i et univers, hvor alt det der ellers regnes for upassende og sindssygt er normen. Man vænner sig til det!

PS: Vi har købt solbriller i dag, så vi er strandklare til morgen, hvor vi drager mod det Caribiske Hav.    







Ingen kommentarer:

Send en kommentar