søndag den 20. oktober 2013

En stjernes hotel - fem stjerners oplevelse


Lad mig bare indrømme, at gårdagens melding om hotelstandard nok ikke holder i den virkelige verden. Men hvad jeg ikke får af komfort for mine 68 kr. i døgnet får jeg så sandelig i oplevelser!

Frida´s Hostel er åbenbart lukket delvis ned. Enten fordi sæsonen ikke byder på mange turister, eller fordi hun simpelt hen ikke kan tjene penge nok. Derfor er hendes hotel i dag blot ét værelse i hendes private bolig. Det er her jeg bor.
Hendes opholdsstue er rigt dekoreret med billeder af Pink Floyd og hippie-kunst, og der er også en slags "front desk" lige som et rigtig hotel. Men her ophører så også al sammenligning.


Mit værelse er på ca. 8 m2. Her er stoppet to senge ind og en ventilator, der larmer afsindigt. Der er ikke gardin for det lille vindue ud til gården, så alle i huset kan følge mit liv på nært hold. Dette gælder også mine toiletbesøg!! Jeg deler bad og toilet med familien, men der er ikke lås på døren. I går fik jeg således besøg tre gange af diverse familiemedlemmer, mens jeg sad på toilettet... Selv har jeg to gange braset ind, mens nogen tog bad. Toiletproblemet gøres ikke mindre af at der er to døre på toilettet.

I Guatemala må man ikke trække toiletpapir ud i toilettet. Når man tørre sig, skal papiret derfor ligges over i en skraldespand i stedet. Forestil dig at sidde på toilettet og fumle rundt med sit eget lort på fingerne, mens husets datter stikker hovedet ind af døren...
Selskab er der nu på toilettet selv om ingen skulle komme og tjekke om det er ledigt. Her bor nemlig hele to fuldfede kakerlakker! Det vil sige her til morgen var den ene død - men mon ikke en anden vil indtage dens plads snart.
Jeg har nu udviklet et såkaldt "Nynne-trick". Når jeg går på toilettet nynner jeg "Barbiegirl", så kan alle høre der er optaget - når jeg er i bad sætte jeg så lidt ekstra volumen på. Tricket har virket ind til videre, bortset fra at kakerlakkerne tilsyneladende er helt vilde med Aqua-pop :-)

Internette her er meget svagt, og ind i mellem helt væk. Den yngste søn (som desuden er den eneste der kan en smule engelsk) plejer så at trække alle stikkene ud og genstarte systemet, og så kører det et par timer igen.

Natten var ganske speciel, og vil nogen mene ulidelig! Jeg kamp-svedte, fordi jeg ikke kunne falde i søvn med den larmende fan. Da jeg endelig ramte drømmeland blev jeg ved tre-tiden vækket af husets hane, der netop på det tidspunkt satte alt ind på at vinde gale-konkurrencen mod naboens hane. Sådan fortsatte larmeriet i et par timer, og jeg fik ikke lukket et øje. Først klokken seks stoppede kampen om dagens hanekam, og jeg beder til, at der ikke er revanche i morgen...

Alt i alt noget af en oplevelse. Til gengæld er huset fuld af venlige mennesker, der springer rundt, hvis jeg behøver hjælp til et eller andet. Ofte forstår de ikke mit problem, men de smiler alligevel og gør en ihærdig indsats for at gøre mig tilfreds. Jeg er med andre ord kommet meget tæt på en guatemalisk familie, og de livsvilkår der er deres, er for en kort stund blevet mine.

Mange backpackere ville formentlig pakke rygsækken og finde et andet hotel, og derefter skrive en vred anmeldelse på hostelworld.com, men jeg har valgt at tage det som en oplevelse.  Det her er jo præcis det jeg får med mig hjem som "low-budget" rejsende, som man aldrig ville få, hvis man rejser via et bureau.

Jeg spiste en omelet til morgenmad og drak to kopper sort kaffe. Så var jeg klar til at tage en lille gåtur i byen. Jeg har svært ved at finde ud af de guatemaliske busser. De kører åbenbart lidt efter forgodtbefindende eller når de er fyldt op. Men mon ikke finder en løsning på bus-gåden inden onsdag, hvor jeg skal videre.
Her spiste jeg morgenmad

En storkeligende fætter på min gåtur her til formiddag



Gården, og udsigten fra mit værelse

Toilettet... Daglig udsat for Aqua-sang :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar