En lille oase af liv

Barillas (eller Santa Cruz Barillas, som den rigtig hedder) er nok den smukkeste by jeg endnu har besøgt i Guatemala. I læ af bjergene til alle sider virker den som en lille oase af liv og dynamik. Her er rent, og man fornemmer at byens borgere passer på stedet. Folk er smilende og hilser høfligt, selvom jeg bestemt godt kan mærke, at en hvid turist ikke er dagligdagskost her.

Som følge af den noget isolerede beliggenhed, ser det ud som om, at byen kan tilbyde alt for sine borgere. Her er en sportsbane, en hyggelig lille park med en scene til optrædende, flere kirker, skoler, gymnasium osv. Her er en ungdomsklub, og det virker generelt som folk tager sig af hinanden.

Kvinderne går med kjoler her, og har de en baby befinder denne sig i en slynge på ryggen. Mændene går i comboystøvler og –hat, og jeg har hørt der ind i mellem afholdes rodeo i byen.

Maya-kulturener her ikke kun en historisk identitetsforståelse og pyramideruiner, nej her er det selve livet. Man taler maya, forstår livet i et maya-perspektiv, og jeg har fået at vide at man ikke må fotografere i kirkerne, fordi der indimellem flettes noget maya-tro ind i ceremonierne.

Men vigtigst af alt,- her er rart at være. Jeg føler mig velkommen og vigtigst af alt sikker. Her er man stolte folk, der står ved sig selv, og man er ikke bange for at lukke en fremmed ind.

På hotellet er der en fyr, der taler lidt engelsk. Der skal ikke et stort ordforråd til, før det hos mig virkelig gør en forskel. Han har lige som taget mig under sine vinger, og vil gerne gøre alt for at mit ophold bliver en succes. Han kom f.eks. ind til mig med en rulle toiletpapir, og sagde at jeg nok foretrak det. Da jeg senere gik på toilettet og så de afrevne avissider, forstod hvad han mente…

Jeg regner med at blive her til søndag inden jeg fortsætter eventyret videre i bjergene.

Mit hotel

Jeg bor i rum 47