Vi har i dag været på museum, hvilket var lidt af en blandet
fornøjelse. Nøjagtig som vi før har oplevet det i Centralamerika, virker man i
museumsverdenen ikke helt gearet til udenlandsk besøg.
Museo de Arqueología Regional de Comayagua ligger midt i
byen i nogle flotte koloniale bygninger med en atriumgård i midten. Der var dog
ingen skilte eller forklaringer på engelsk, så hvis man som gæst ikke er så
velbevandret i det spanske er man tabt. Udstillingen bar desuden præg af være
lidt hjemmelavet, og jeg vurderer, at en dansk 6. klasse ville kunne gøre det
lige så godt – f.eks. afsnittet om planeterne, hvor de malede bolde var så
synlige, at det fratog os fokus fra det det egentlig handlede om.
Vi spiste frokost på en hyggelig restaurant, som kunne
tilfredsstille Maries sarte mave med en burger med pommes frites…
Vi sluttede af med en shoppetur, hvor vi primært jagtede en
kjole til Marie – dog uden held. Derimod fandt vi et par nye shorts til mig
samt et par nye sandaler – jeg har slidt 3 stk. op på turen foreløbig.
Vi fandt byens marked og brugte et par timer på at snuse
rundt. Der var meget hyggeligt, og selv om der var mange mennesker, var støjniveauet
behersket.
Vi forlader byen i morgen, og planen er pt. at tage mod
hovedstaden.
| Her spiste vi frokost |
| Menukortet byder på meget mere end burger... Jeg valgte Plato Tipico |
| Efter servering - Marie fik burgeren :-) |
| Den slags findes også i Comayagua |








Ingen kommentarer:
Send en kommentar