I dag har vi indleveret alt vores vasketøj til det lokale vaskeri.
Julen er et godt tidspunkt at få den slags ordnet…
Ellers har vi nydt formiddagen med en lille rundtur i Comayagua. Byen er overraskende behagelig og spændende. Nu
hvor folk er kommet ud af deres jule-gemmesteder, er byen et levende sted, men
i en fantastisk historisk kulisse.
Byen bliver ugentligt besøgt af
mere end 200 turister, - især fordi den på fornemste vis repræsenterer
kolonitiden. Byen har mange kirker, der alle er velholdte og istandsatte. I
byens midte finder man katedralen Saint Mary, San Sebastian Kirken og
San Francisco Kirken, som stolt viser de ældste kirkeklokker i hele Centralamerika,
bygget i 1820.
Comayagua er den oprindelige hovedstad i Honduras, men i 1880
blev den nye hovedstad Tegucigalpa. Comayagua ligger i bjergene ca. 600 meter over havet, og klimaet her
er derfor knap så varmt som i mange andre af landets større byer.
I byen finder man også Soto Cano Airforce Base, som bl.a. har været brugt som amerikansk base
under stridighederne i Nicaragua i 80´erne. I dag er der stadig mere end 500
amerikanske militærfolk udstationeret på basen (i det de kalder Joint Task Force Bravo).
I det hele taget er her en del amerikanere, idet byen også er
blevet et yndet sted for pensionerede amerikanere, der ønsker at trække sig
tilbage i det latinamerikanske.







Ingen kommentarer:
Send en kommentar