Santa Maria vulkanen – uden guide…

Vulkanen Santa Maria frister med sin majestætiske beliggenhed syd for Xela. Santa Maria er 3772 meter høj, og fra toppen kan man se den meget aktive vulkan Santiaguito, der er 2488 meter høj. Faktisk er den aktiv ca. hvert 40. minut.

Jeg havde undersøgt, at det koster ca. 130 kr. at bestige Santa Maria med en guide og buskørsel til vulkanen, men jeg vidste også, at den lokale bus derud koster 1,50 kr., så hvorfor bruge penge på en guide? Hvem kan ikke bestige en vulkan alene? Jeg mener hvor svært kan det lige være. Det fandt jeg senere ud af, da jeg kastede mig ud i den farefulde færd alene.

Jeg begyndte kl. 06.00, da jeg havde hørt, at det ca. tager tre timer at gå til toppen. Jeg havde mine ”klatresko” på, og en rygsæk med en liter vand, regntøj og en ekstra jakke, hvis der blev for koldt på toppen.

Hermed var jeg hike-klar, og spændt som et lille barn. Stigningen er hård fra starten, og der er tale om meget dårlig vej med en masse sten og klippestykker. Efter en halv time var jeg allerede gennemblødt af sved, men stadig fast besluttet på at nå toppen. Det var ca. på dette tidspunkt, at jeg opdagede, at jeg havde glemt min liter vand hjemme på hotellet… Jeg kunne altså se frem til 6 timer på vulkaner – uden vand.

I begyndelsen gik det rigtig fint med opstigningen, men pludselig begyndte der at være flere små stier man kunne vælge imellem. Jeg var helt alene, og virkelig i tvivl. Mine ben gjorde ondt, og min mund var tør som en ørken. Lige der midt på Santa Marie gav jeg gerne 200 kr. for en guide, der kunne vise mig vej. Terrænet blev mere og mere uvejsomt, og jeg gik op ad stier, som endte blindt – og måtte gå tilbage flere gange. Hvis jeg faldt nu og brækkede benet, ville jeg ikke have en chance. Jeg bandede min sparsommelighed væk, og så den der vanvittige tro på, at sådan en vukal-ting selvfølge kan bestiges af en bleg europæer med et par Helly Hansen sko…

For at gøre en lang historie kort, så kom jeg faktisk næsten til toppen, og selv om det helt sikkert ikke var der, hvor man normalt skulle se den aktive Santiaguito, så dukkede den pludselig op og tronede stolt foran mig. Jeg satte mig og stirrede på det mageløse syn. Sveden drev af mig, og min ben var forrevent af grene under opstigningen. Pludselig drev en række skyer ind over vulkanen, og lige som den blev helt væk, kom så en kæmpe eksplosion – efterfulgt en kraftig rumlen som en blanding af et kæmpe tordenknald og en meget nærflyvende jetfly. Til trods for at skyerne dækkede for synet, var det en fantastisk oplevelse.

Herefter kunne nedstigningen begynde. Det tog en time mindre, og jeg kunne glad (og stolt) stå på en chicken bus mod byen.

Se vulkanfotos herunder;