Kulturelt sammenstød

Når man har rejst rundt i det isolerede højland og oplevet de små fattige landsbysamfund, kan man godt tage sig selv i at tænke, at disse mennesker går glip af en masse. Ungdommen henslæber deres dag uden ret meget skole, men med hårdt fysisk arbejde på markedet, hvor de knokler sig en pukkel til. Pigerne er traditionelt klædt på, når de vandrer op af de små grusveje med en krukke vand eller et bundt brænde på hovedet. Drengene har sorte fingrer, hvis de har været så heldige at få en plads blandt skopudserne på torvet. Herude er ungdomsoprør en by i Rusland, - og det tætteste på en udefrakommende påvirkning er den skrattende mexicanske folkemusik, der høres alle steder.


 I Quetzaltenango mærker man straks, at især ungdommen er blevet påvirket udefra af specielt amerikansk kultur. Her har ganske givet fundet et slags oprør sted. Bybilledet præges af unge med forvaskede jeans, håret indsmurt i voks og for pigernes vedkommende en del make-up. Musikken er vestlig og digital, og den ældre generation ser ligesom passivt til fra siden, uden tilsyneladende at forstå helt, hvad der sker.
 Det er sundt for et samfund at få inspiration udefra, og det er en sandhed, at man først rigtig forstår sig selv i mødet med det fremmede. Det giver god mening, at ungdommen i Quetzaltenango i mødet med den amerikanske kultur får brændstof til en debat med deres forældre og modet til at sætte en ny dagsorden, eller i hvert fald præge navigationen mod en fremtid, der helt sikkert bliver anderledes end det stille og uberørte liv i San Mateo Ixtatan.

 Problemet er bare, at den vestlige popkultur virker bedøvende og lynhurtigt gør de unges oprør til en hul skal af graffiti og huller på bukserne. De er nemlig blevet afvæbnet af McDonald´s burgere, Lady Gaga´s musik og Facebook.  Her virker det som om ungdomsoprøret er gået i stå inden det rigtig kom i gang. Ungdommen hænger ud i burgerbaren og uploader tåbelige billeder til Facebook, mens de fanger deres flygtige identitet i cafeens spejle. Hvis der er en subkultur her, holder den lav profil om søndagen – lige som tatovøren.

 Måske er højlandets skopudserdrengene og pigerne der henter vand fra brønden ikke så marginaliseret, som det kan synes ved første øjekast. Det er givet at de ingen viden (eller forståelse) har om ret meget, der befinder sig mere en 10 kilometer fra landsbyen, og at deres hverdag præges af nødvendigheden af at skabe de få penge, der kan opretholdes deres simple liv. Til gengæld finder man her en autentisk og ægte selvbevidsthed. Her ved man, hvad man kommer fra, og hvad man står for. Her tale man maya-dialekt og følger traditionerne i bevidstheden om, at man står på toppen af en uendelig række af generationer, der gjorde det samme.

 Jeg synes højlandets ungdom trænger til at ruske lidt i traditionerne, trænger til at turde formulere en fremtid, som nødvendigvis ikke passer som fod i hose på forældregenerationens forestillinger, men jeg håber bestemt ikke det er McDonald´s eller Facebook, der skal styrer begivenhederne,- for så ender det som en tandløs forestilling, som ikke får de ældre generationer op af stolene, men blot lade dem iagttage det hovedrystende fra sidelinjen.