Når turismen rykker ind i en by som Panajachel, vil der altid være
nogle tabere. De der simpelt hen ikke forstår konceptet. En del af dem er de
ældre beboere i byen. De er blevet beskuere til en grundlæggende ændring af deres
landsby, der sker i en hastighed, som de end ikke forsøger at følge med.
Familien er stadig den grundbase, som livet tager udgangspunkt i, men en
splittelse er tydeligvis på vej. Turisterne skal serviceres døgnet rundt, og
man bliver nød til at være på pletten, når de fremmede vifter med Visa-kortet.
Der er ingen tvivl om, at levestandarden for mange er blevet
bedre, men taberne er også lette at få øje på. De ses overalt i bybilledet,
enten siddende og stirrende tomt ud i luften, eller som en slags stik-i-rend-drenge
for deres travle børn. Når de ser den unge fyr fra nabolandsbyen med en sjov
hat, Bob Marley T-shirt og cirkusbukser, som forsøge at sælge pot til
turisterne, så forstår de det simpelt hen ikke.
Her har man delvist opgivet at gøre oprør mod
turistfotograferingen – der er simpelt hen kameraer overalt, selv om man stadig
forsøger at beskytte børnene. Man forholder sig ikke til dilemmaet, at turismen
er godt for økonomien, men skidt for familietraditionerne. Ja det virker som om
at mange af de ældre simpelt hen har givet op. Mange har simpelt hen sat sig
til skue i håb om, at turisterne vil smide en mønt eller to. Så kan de sidde
der med tomme øjne og drømme sig tilbage til tider, hvor tempoet var
langsommere, larmen fredelig og hvor landbyen ikke hver dag blev omdannet til
et cirkus, hvor de selv er blevet klovne, mens deres børn hænger og slider i
det i trapezen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar