Vi elsker El Salvador

Vi elsker landet, vi elsker klimaet, vi elsker maden og vi elsker ikke mindst salvadoranernes åbenhed, imødekommenhed og hjælpsomhed.

I dag var vores formiddagsprojekt at finde en tatovør, der åbenbart skulle have shop ved byens stadion. De er vilde med fodbold her, og der sælges T-shirts med det lokale hold alle vegne. Der var dog ingen tatovør, og vi spurgte derfor en fyr, der sad ved en kiosk. Fem minutter efter vimsede mindst 7 af hans kammerater rundt med mobiltelefoner, og lagde al deres energi i at hjælp os. Ca. 10 minutter senere kom en frisk fyr hen til os, og smed prompte sin trøje, og blottede dermed sin tatoverede ryg. Ryggen havde han fået lavet inde i byen, og med fagter og håndtegn forsøgte han at forklare, hvor det var. Her brød en midaldrende fyr ind, der lige havde købt is til sine to børn. Han ville da gerne køre os derind i sin Nissan. Vi kørte derfor med manden ind til byen igen – dog uden at finde den omtalte ryg-tatovør…

Hermed kunne dagens anden etape begynde; Tur til Lago de Coatepeque. Det er vulkansk krater sø, der blev skabt for mere end 60.000 år siden. Det er en af El Salvadors største søer, og den er ca. 120 meter dyb. Søen er et yndet udflugtsmål, især i weekenden, hvor folk tager ud for at svømme eller få sig en lækker middag på en af de mange restauranter.

Vi tog bus 242 derud. Turen tager 5 kvarter, og chicken bussen var fyldt til bristepunktet. Da kørte langs søen og jeg stak mit kamera ud af vinduet, bremsede chaufføren, og jeg trak kameraet til mig, fordi jeg troede han ikke brød sig om det. Men chaufføren gjorde det faktisk, fordi han vidste, at bussens rystelser sikkert ville ødelægge billederne. Nu gik turen så i stå hver gang jeg tog kameraet frem, men den stopfyldte bus synes tilsyneladende det var helt i orden, og jeg fik nogle dejlige skud i kassen. (Se herunder video fra chickenbussen)

I El Salvador er man lettere irriteret over, at turisterne tilsyneladende bliver væk pga. omtale af borgerkrigen og at der skulle være farligt her. De begriber ikke at alle rejser til Guatemala, når deres borgerkrig sluttede 4 år efter den i El Salvador. Selvfølgelig præger den blodige borgerkrig landet psyke, men her vil man hellere tale om, hvor dejligt her er, og hvor meget landet har at byde på. Man anstrenger sig virkelig for at lægge borgerkrigens rædsler bag sig.

Vel ankommet til Lago de Coatepeque var klokken ved at være 14, og vi ville nyde en god frokost ved søens bred. Sikke et måltid vi fik, og et par dejlige timer ved søen.

Da vi skulle hjem tog vi igen bus 242, men den satte os af i byen El Congo, og så måtte vi vente en halv time inden vi kunne tage det sidste stykke med en bus 220.

Vi kan i aften gå i seng efter en helt utrolig dag med et smil på læben. Jo vi elsker El Salvador!!