Vi fik i dag en enestående mulighed for at komme en tur i
bjergene på hesteryg. Her skulle vi blandt andet besøge en Maya-landsby og et
rituelt fødested. Marie nedkom hele to gange (Men kun den ene baby overlevede).
Vi havde fået kontakt til en fyr i går, der spurgte om vi
havde lyst til tre timers ridt i bjergene i dag med hans far som ridemester.
Marie var helt ekset, og for første gang på denne tur kastede vi os ud i noget
jeg aldrig ville have gjort alene.
Turen begyndte kl. 08.30, og for en gangs skyld var det ikke
svært at få Marie ud af fjerene. Vores ridemester er 72 år, og har lidt
problemer med øjnene – men ellers udsædvanlig frisk. Han havde sit barnebarn
med og tre heste, og så kunne vores rideeventyr ellers begynde. Vi red gennem
den morgensøvnige by og fortsatte mod bjergene. Langsomt red vi op ad de små
stier og kunne mageligt betragte den flotte udsigt og Rio Copan, der mørkebrun
brusede ved foden af bjergene.
Da vi kom helt op var der en lille landsby med lerklinede
hytter og en skole med flotte vægmalerier. Landsbyens børn løb os i møde, og senere
gav de en lille sangkoncert.
Vi gik herefter videre op ad bjerget og kom til et såkaldt
”Maya-hospital”, hvor kvinderne i tidernes morgen fødte deres børn. Vores
ridemester taler kun ganske lidt engelsk, så han valgte at dramatisere en
fødsel, og hvad var mere naturligt, end at bruge Marie som stand in?
Nu gik forestillingen i gang, og det var tydeligt, at Marie
med det samme levede sig ind i processen – også selv om hun ikke forstod ret
meget af, hvad der blev sagt. Da hun fødte sit andet barn ned i mandens hat,-
blev det aflivet med det samme, og det var tydeligt at det brød Marie sig ikke
om. (Se hendes fødsel i nedenstående video – vi undskylder den dårlige
lydkvalitet)
Efter fødselsritualet vandrede vi tilbage til hestene og tog
turen tilbage ned af bjerget. Vi er begge ret ømme bagi efter rideturen, og
Marie faldt da også staks i søvn, da vi kom hjem. Det er jo heller ikke hver
dag man føder 2 børn…







Ingen kommentarer:
Send en kommentar