Jeg er altså ret smuk...

Klokken 19 gik strømmen i hele Copan Ruinas. Det er åbenbart ikke usædvanligt for folk tog det helt roligt, og satte stearinlys frem. Marie og jeg er de glade indehavere af følgende gadgets på rejsen; en Ipod Touch, en Mac Air, en Ipad, og to Iphones – så der skulle være masser af underholdning liggende der.

Herudover har vi en ekstern harddisk fuld af film, og vi har medbragt 300 romaner som alle er elektroniske. Problemet var bare, at alle vores medbragte elektroniske enheder manglede batteri eller var meget tæt på at skulle oplades.

Her sad vi altså med et bjerg af gadgets og entertainment uden at kunne bruge det. Gode råd var dyre, og i skæret fra et stearinlys lavede vi nu skygge-dyr, som den anden skulle gætte. Marie fortsatte med sit eget fingerfærdighedsprojekt, der handler om at kunne jonglere med en kuglepen, samt blande kort med én hånd.

Tiden gik og der kom stadig ikke strøm, og efter et par timer var vi sultne, og vores kreativitet i forhold til at underholde os selv var efterhånden nået til den gamle leg ”Gæt en vind”, og der var derfor god mening i at forsøge at finde noget spiseligt. Udenfor regnede det – så vi gik ind i en lille kiosk ved siden af og fandt en flaske vand og nogle pølsebrød. Manden i kiosken lurede ret hurtigt vores problem, og i stedet for at lave en god handel i en mørk tid, viste han os en lille hamburgerbod lidt nede af gaden. Vi takkede og blev endnu engang overvældet af den hjælpsomhed vi møder overalt.

Midt i regnen under en parasol stod en ung fyr med sin primitive hamburgerbod. Kødet blev stegt over gasblus, så der var allerede to piger, der som os også ønskede at stille sulten.

Igen blev vi mødt af en enorm hjælpsomhed krydret med en naturlig nysgerrighed. Den ene pige åbnede ballet med at pege på Maries ansigt og sige ”Bonita”. Marie rødmede let over dette tilsyneladende oprigtige kompliment. Mens vores burgere blev tilberedt, gik snakken og det viste sig at pigen havde samme alder som Marie, og at den lille 1 årige dreng ved hendes side var hendes. Hun ville så gerne lære engelsk, og i den næste halve time blev der udvekslet gloser på engelsk og spansk, og mens regnen omkring os dannede pytter mellem brostenene, glemte vi alt om vejret og havde en både sjov og interessant time med vores nye venner.

Da vi gik hjem var Maries korte kommentar; Hun havde altså ret far – jeg er altså ret smuk”