Når man rejser rundt på den anden side af
jorden kan det ikke undgås, at man bliver snydt på daglig basis. Nogen gange
opdager man det, andre gange ikke – og da der oftest er tale om ganske små
penge, bliver det bare en del af oplevelsen. Det er i hvert fald sjældent man
får muligheden for at konfrontere snyderen efterfølgende. Den mulighed fik jeg
i dag.
I går viste Oscar mig et ledigt hotel til en
rimelig pris (100 Q) og jeg gav ham som tak 10 Q (ca. 7 kr.) for hjælpen.
Senere på dagen erfarede jeg, at værelset kun koster 80 Q, og at de sidste 20 Q
(14 kr.) er penge Oscar får for at anvise mig hen til netop dette hotel.
Hotellet betaler altså for, at Oscar finder turister til dem. Selv om der kun
er tale om 14 kr. pr. nat, og at jeg ret beset er tilfreds med prisen som udgangspunkt,
irriterer det mig at være udsat for uærlighed. Mit indtryk af Oscar var jo
netop, at han faktisk var hjælpsom.
I dag havde jeg så en aftale med Oscar om, at
han skulle vise mig byen, og fortælle om alt det vi så – og da han er rigtig
god til engelsk, ville jeg også få mulighed for at få mange af mine ubesvarede
spørgsmål stillet. Sådan noget betaler jeg gerne for, men Oscar havde på mange
skabt et dårligt udgangspunkt for en hyggelig dag.
Da vi mødtes
klokken 09.00 konfronterede jeg ham med hotelprisen, og han havde 100
dårlige undskyldninger for gårsdagens handling – uden det på nogen måde virkede
overbevisende. Han lignede også en dreng, der var blevet taget med fingrene i
kagedåsen, og mens jeg i 10 minutter belærte ham om tillid og ordentlig
opførsel, stod han blot og lyttede med et skamfuldt ansigt.
Han forklarede, at han var ked af at jeg følte
mig snydt, og tilbød at snakke med hotelejeren om det. Som aftalt, så gjort, og
jeg fik et afslag i prisen samt muligheden for at få vasket mit tøj. Ja sådan
handler man i en handelsby som Chichicastenango…
Nu kunne turen så begynde, og sikke en dag det
endte med at blive! Oscar følte vist, at han måtte vinde den tabte tillid ind,
og da han fra dagen før vidste, at jeg mest var interesseret i alt det turister
normalt ikke så, lavede han programmet om, så jeg ville få mulighed for at
overvære en Maya-ceremoni, et sted oppe på bjerget, et sted hvor kun lokale og
tilrejsende mayaer har adgang. Jeg var tændt med det samme!! Han ville også
tage mig med til et ”privat” tempel, hvor jeg kunne se en ceremoni. Men først
skulle vi se Santo Thomas kirken, en
række vægmalerier, kirkegården samt den mere lokale del af markedet, hvor jeg senere
købte min første souvenir.
Santo Thomas Kirken er bygget af spanierne i
1540 på toppen af det gamle Maya-tempel. Derfor er trinene de vigtigste for
folk her, idet de udgør resterne af deres oprindelige tro. Der er 18 trin op
til kirken, og det svarer til Maya-kalenderens 18 måneder (med 20 dage i hver
måned). Der ofres stadig på bål på trappen, og kirkens trin er samlingssted for
folk, der samler energi til at gå på markedet.
Efter kirken gik vi til en række vægmalerier,
der er lavet af lokale kunstnere. Her ser man både gamle maya-fortællinger, men
der også blevet plads til en drabelig fremstilling af borgerkrigens
umenneskelige overgreb på maya-folket. Her ser man også Maya-fortolkningen af
pole-dance, som man kan opleve til den store religiøse fest i december.
Herefter gik turen til markedet, hvor jeg
faldt over noget interessant. Ældgamle sølvmønter, som blev brugt på den måde,
at man klippede små stykker af som betaling. Jeg elsker den slags souvenir, der
ikke er en kopi, men faktisk har været i brug. Så nu er jeg en glad ejer af to
sølvmønter fra sidst i 1800-tallet, hvoraf den ene tydeligt har været klippet
af flere gange.
Herefter gik vi på kirkegården, som dermed
blev den tredje af slagsen jeg har besøgt i Guatemala. Det var dog meget interessant at have Oscar med til at
sætte ord på det hele, og vi var også heldig at overvære en maya-ofring under
vores besøg. Efter kirkegården kom vi til et særligt sted, der er lavet da
Maya-kalenderen udløb i december 2012. Her tog man afsked med de første 26.000
år i kalenderen og bød velkommen til de næste 26.000. På stedet er opstillet en
række maya-figurer.
Nu gik vi så til det private hjem, hvor de
lokale afholder maya-ceremonier. Der var et alter og en masse tændte lys, og i
rummet sad en 10-15 mennesker. Jeg spurgte Oscar om jeg måtte tage et billede,
og han spurgte de tilstedeværende, og så brød helvede løs. Der bliver talt
maya-dialekt, der i forvejen er et meget hårdt sprog, med mange stød og lyde
der har karakter af at der gives ordre. Men når det som her tales i vrede,
bliver det næsten uhyggeligt,- og jeg følte en vældig ubehag ved at være til
stede. Men tilsyneladende var det ikke mig de var sure på, men Oscar, som jo
havde slæbt mig med.
Jeg prøvede at berolige alle med, at jeg ikke
ønskede at fotografere, og efter 10 minutters diskussion mellem Oscar og en
anden mand, gav vi hånd og forlod stedet.
Lettere rystet fortsatte vi nu på bjerget. Jo
højere man kommer, jo mere helligt er det, og stedets isolation gør da også, at
her aldrig kommer turister. Vi kravlede op af bjerget sammen med adskillige
andre, der for fleres vedkommende havde rejst langt for at deltage i
ceremonien. Modsat tidligere, var der her på bjerget en vældig åbenhed, og stor
nysgerrighed for hvem den høje blege mand med badesandaler mon var. Jeg fik lov
at tage de billeder jeg ville, og modsat blev Oscar det sproglige bindeled
mellem mig og dem. De stimlede omkring mig for at se (og røre) mine
tatoveringer, og det hele endte med et fællesfoto og udveksling af e-mail
adresser, så alle kunne få deres eksemplar af billedet.
I Guatemala er det primært medlemmer af
bandemiljøet eller folk der har siddet i fængsel, som har tatoveringer, så mine
historier om de forskellige motiver på mine arme, og hvor de var blevet til, skabte i løbet af en halv time en større
interesse end selve ceremonien.
Halvt nede af bjerget besøgte vi en
maskemager, der laver masker i træ til de religiøse ceremonier. Modsat maskerne
som sælges på markedet, har disse ikke alle de fantastiske farver (som turister
sikkert elsker). Vægsamlingen havde også en del masker der er mere end 100 år
gamle. Disse kan man leje til de religiøse festligheder, da ingen har råd til
at købe dem. Hos maskemageren fremgik det også tydelig, hvordan man uden problemer
mikser katolicismen og mayatroen., og hvordan man kan give penge til en
spansklignende figur i habit, som så vil sørge for man forbliver sund, eller
skiller sig af med dårlige vaner som rygning og druk.
Da vi kom ned af bjerget besøgte vi en
knivmager, der fortalte om sit arbejde, og viste nogle originale jadesten med
maya-symboler han havde liggende. Jeg endte selvfølgelig med at købe sådan et
smykke, men fik så til gengæld lovning på lykke i fremtiden. Hvor meget mere
kan man næsten forvente mere på en dag?
Se fotos fra en fantastisk dag herunder;
Ingen kommentarer:
Send en kommentar