Playa Grande er en vild by. Sammenlignet med Chisec er
tempoet højere, og man mærker straks, at byen er noget større. Bjergene skærmer
byen af, så den ligesom ligger i en fordybning. Her er ikke langt til Mexico,
og byen er meget bevidst om, at den er sidste stop inden de urimelige dårlige
veje og til et stykke Guatemala, som står stærkt i folkets bevidsthed, men som
endnu ikke for alvor bliver besøgt af turister og folk udefra.
Jeg er allerede blevet anbefalet at rejse tilbage mod Coban,
- og derfra videre til Guatemala City. Her er det nemlig ikke busserne der
bestemmer om de kører, men vejret og vejenes beskaffenhed. Men samtidig er der
en enorm respekt fordi jeg overhovedet interesserer mig for den af landet. Det
har også vist sig, at mine rejsetatoveringer for folk her er helt specielt,
idet motiverne bl.a. er en del af deres Maya-kultur. Jeg forestiller mig den
samme stolthed vi i Danmark ville have, hvis turister fik tatoveret vores flag
eller våbenskjold…
I Playa Grande er man langt mere fremme i skoene, end i
Chisec. Godt nok bliver jeg iagttaget og begloet, men her kommer folk meget
hurtigere frem af buske og forsøger at skabe kontakt. På hotellet er der kun
Internet ude foran værelserne, og lynhurtig har de ansatte fundet et lille bord
til mig, så jeg kan sidde og skrive eller video-chatte med Danmark. Interessen
for den direkte video fra Danmark får folk til at stimle sammen om mig. Her bruger jeg Google-translate, som pludselig har gjort mig i stand til en brugbar kommunikation!! Folk synes dog kun det er sjovt, når jeg læser højt fra skærmen :-)
Da jeg i eftermiddags var ude for at spise, spurgte damen
mig flere gange om noget jeg absolut ingenting fattede af. Helt typisk for folk
her opgiver de ikke af den grund, men prøver at formulere sig anderledes – selv
om sproget stadig er fremmed for mig og at en omformulering ikke betyder det
mindste, så vidner det om en særlig lyst til at etablere en kommunikation. Efter
10 minutter tog damen i restauranten så telefonen og ringede, hvorefter jeg fik
overdraget telefonen. I den anden ende præsenterede damens søster sig på
engelsk, og fortalte, at hun boede i Guatemala City, og at hendes søster ville
vide om min bøf skulle være medium…. Wow – det slog lige benene væk under mig.
Det kalder jeg service. Herefter fik jeg så en bøf med ost og et spejlæg ovenpå
– hertil salat, ris og pommes frites (hjemmelavede, så de faktisk smager af
kartofler). Det smagte herligt og prisen var 22 kr.
Jeg bliver her i byen i et par dage (hvor jeg befinder mig rigtig godt), inden jeg forhåbentlig
finder en bus, der vil køre mig i bjergene. Vi får se..
 |
| Mit middagsmåltid |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar