Playa Del Carmen er som tidligere beskrevet et sted der udelukkende appelerer til afslapning. Standene lokker med det hvide sand og krystalklare vand, og når solen bliver for meget, kan man krybe i skygge under en af de mange palmer, hvis man da ikke vil ofrer ti kroner på en liggestol og parasol. Quinta Avenue er hovedgaden, hvor man bliver fristet af utallige restauranter, barer og cafeer af enhver beskaffenhed. Der sælger cigarer overalt, og de handlende råber efter en, når man passerer dem. De forstår dog et nej, og bliver derfor ikke så anmasende, som man f.eks oplever det i Asien. Udover cigarer tilbydes man pot, kokain eller massage - og ofte får man også et tilbud om at se en søster (der tilfældigvis altid er single). Mexicanerne har dog en masse humor og selvironi, og det skaber det helt afgørende blink i øjet, der afvæbner ens irritation.
Blandt turisterne ses en hel del amerikanere, - de trumler rundt med deres burger-kroppe og hawaii-skjorter , og synes at indtage en vis form for ejerfornemmelse over byen. Deres våben er dollars og rigelige drikkepenge - og det er tilsyneladende nok til, at mexicanerne lader dem tro, at Mexico er den eksotiske amerikanske baghave.
Jeg bliver da også ofte taget for at være amerikaner, og understreger så på det kraftigste, at dette ikke har noget på sig. Her kender man ikke Danmark, og en tjener mente f.eks. at det nok var et land nær Canada. Nu er jeg holdt op med at sige, at jeg er fra Danmark, men nøjes med Europa. Jeg har under ingen omstændigheder noget ønsker om at blive opfattet som amerikaner, og mit møde med Roy Allen Smiths har bestemt ikke styrket min amerikanske drøm...
Lidt flere fotos herunder - undskyld at motivet ofte er stranden, men det er altså her jeg opholder mig mest :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar