Maya maya mere af ruiner...

Idag begyndte dagen med morgenmad. Rosa´s Hotel er kendt for morgenmaden langt tid før hun kastede sig ud i hotelbranchen. Jeg var nu ikke imponeret! Et par toast, lidt marmelade og kaffe var hvad der var stillet frem. Jeg fortærede to stykker toast og var så parat til dagens første udfordring; at få vekslet mine tiloversblivende mexicanske pesos til US dollars. Projektet viste sig dog ikke at være s ligetil.

Unbelizable...

Klokken 8 i morges hoppede jeg på vandtaxien i Caye Caulker for at komme til Belize City. Turen koster 20 kr., og tager ca. 30 min, hvis alt fungerer. Det gjorde det bare ikke i dag!!

Båden var fyldt til bristepunktet og lidt mere til, og jeg tror ikke jeg var den eneste der havde den der kvalme klaustrofobiske bådflygtningfølelse, da skibet lagde fra kaj. Pludselig midtvejs til Belize City gik motorerne i stå. Mens jeg og de mange backpackere ombord blev lettere forvirret og noget skræmt, påvirkede det ikke de lokale passagere. En var endda så vittig at han råbte; "Vi holder lige en pause på 5 minutter - det er tilladt at forlade skibet, hvis man vil strække ben.

No shit on The Split.

Har siden morgenmaden på Brisas Del Mar hængt ud på The Split (Caye Caulkers todeling). Om formiddagen har de fleste backpackere endnu ikke fået øjne, og The Split hviler ud og samler kræfter til invasionen af den tilrejsende tømmermændsplagede "Go slow"-ungdom med ondt i deres dreadlocks.

Go Slow. Et reggae-hippie paradis!

Caye Caulker er en ø, der er delt i 2. Stedet kaldes The Split, og forklaringen på øens deling her er, at delingen skete i forbindelse med den voldsomme orkan, der hærgede området i 1961. Selv samme orkan totalødelagde Belize City. Men sandheden er, at todelingen er menneskeskabt,- ganske vist i forbindelse med orkanen, som lavede en lille åbning. Bystyret kunne dog se en mulighed for at give øens beboere en smart mulighed for transport, så de ikke hele tiden skulle sejle uden om øen.

Island jump

I dag forlod jeg Pedros Inn i San Pedro. Der var lokal rockkoncert på hotellet fredag aften, så det blev sent inden jeg kom i seng. Efter at have tjekket ud gik jeg ned til min yndlings-morgen-restaurant Carolines Cooking. Caroline er en sjov og munter dame, der driver sin lille biks helt alene. Hun er kendt for sit gode humør, og restauranten er altid fyldt om morgenen. Hun kan huske alle gæsternes navne, og ved hvornår de forlader øen. Den dag giver man lidt ekstra drikkepenge, og får så til gengæld et farvelkram.

San Pedro - en fiskerby, hvor mange har snøren ude!

San Pedro bærer præg af, at øen besøges af mange turister, og selv om man med rimelighed kan gå i fred for tilbud om alverdens ting, virker det hele tiden som om faren lurer under den søvnige og tilbagelænet attitude, som kendetegner livet i byen.