De fleste mennesker man møder på en rejse som denne er
sympatiske og spændende, og rejsehistorierne der udveksles bliver på en
væsentlig måde en stor del af rejseoplevelsen. Meget sjældent møder man dog
også personer, der er så usympatiske, at man bliver lammet og har svært ved at
finde ord.
I går sad Marie og jeg i fællesarealet, hvor vi kan komme på
Nettet. Ved 22-tiden dukkede en fyr op og satte sig. En af denne tures
vanskeligste og ubehageligste samler kunne hermed begynde. Fyren, der er ca. 60
år, er barnebarn af en dansker, der udvandrede til Sydafrika som ganske ung.
Han havde været i Danmark flere gange og søge efter sine slægtninge, og alt
sammen var på den måde interessant. Han fortalte, at han havde udviklet en
lille radio lavet af ølkapsler og han hentede et eksemplar vi kunne se.
Men herfra tog samtalen så en uventet drejning. Han
fortalte, at han havde opfundet flere væsentlige ting – bl.a. Tetra Pak, - en
opfindelse andre stjal, inden han fik patent på det. Vi var nu klar over, at
fantasten nok var lystløgner, og vi følte os ret godt underholdt, mens han
fortalte, at han havde en meget høj IQ, og at han efter en hjerneoperation for
epilepsi, havde fået en række evner til at udfører endog meget vanskelige ingeniør-opfindelser,
hvoraf den sidste var en slags mulighed
for at stoppe et olieudslip fra en boreplatform.
Han talte hele tiden, og Marie og jeg var nu reelt reduceret
til et målløst publikum til beretningen om, hvordan han som børnehjemsbarn uden
forældre havde klaret selv de vanskeligste udfordringer i livet, om hvordan han
gav gode råd til lægestanden i Oxford, som skulle operere ham osv.
Han forlod gradvist den personlige historie og begyndte at
blive politisk ift. det sydafrikanske problem. Han mente Mandela skulle have
været skudt, og at de sorte havde gjort Sydafrika til værre sted, efter de var
kommet til magten. Han forklarede Apartheid med spørgsmålet; Ville I måske
sidde i en bus med folk der lugter?
Vi var lamslået og rystede, og vi vidste, at vi enten måtte
melde klart ud, at vi ikke brød os om hans verdenssyn, eller blot lade ham køre
frihjul for at se, hvor langt han ville gå. Vi valgte en kombination, hvor vi
forsøgte at stille kritiske spørgsmål til hans menneskefjendtlige fremtoning, men
dette animererede ham blot til endnu mere passioneret at udvide sine
synspunkter. Han spåede, at Frankrig ville blive en muslimsk stat inden for 30
år, og at Geert Wilders i Holland bare var en mand der sagde det alle alligevel
tænkte.
Hvorfor en mand med hans påståede høje intelligensniveau
sidder i Nicaragua og bor på sovesal til 5 dollars kan vi kun gisne om, og
hvorfor denne ellers pæne mand er blevet opfyldt af dette grænseløse had blev
vi aldrig klogere på. Men vi er ikke i tvivl om, at hans ubehagelige racistiske
og hadefulde verdenssyn har gjort ham til et ensomt menneske. Vi var i hvert
fald rystede, og hvis hans mission var at få os rykket ud på den politiske
højrefløj, var resultatet det stik modsatte.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar