torsdag den 2. januar 2014

På surfcamp!!


Vi har forladt León, og er rejst til Stillehavskysten. Her er et lille paradis for surfere og byen Puerto Sandino er kendt for den såkaldte Hawaii Bølge. Men busturen var tæt på at ende i en katastrofe.

Da vi ankom til Puerto Sandino, stod vi af bussen og glemte fuldstændig min Fjällräven – hvori alle væsentlige ting som min Mac Air, pas og penge var i. Der stod vi så og var mildest talt rystede, og anede ikke hvad vi skulle stille op. Pludselig kom vores bus kørende mod os, idet den åbenbart bare skulle vende længere nede i byen, og vi kunne noget rystede få rygsækken!! Den forglemmelse sker ALDRIG igen!!

Hotellet vi havde udset os, havde ingen ledige værelser, så vi tog en tuk-tuk til Miramar Surfcamp, der ligger helt ud til havet og de gigantiske bølger. Her har vi indlogeret os på et dorm med fire senge (til 19 dollars pr. nat). Her er helt fantastisk!! Folk er utrolige venlige, og gør alt for at vi skal føle os hjemme. Der er en hyggelig restaurant/opholdsrum med udsigt til havet, og morgenmaden er inkluderet i prisen.

Princippet her er, at opholdet skal bygges på tillid. Der er f.eks. et køleskab, hvor man bare skriver sit forbrug på en seddel, og afregner når man rejser. Der er kun internet i fællesarealet, med mindre man har råd til at bo i privat værelse med beachfront… (Det koster 80 dollars)

Det er tydeligt, at stedet her (hvilket navnet også indikerer) er henvendt til surf-folket – men selv om vi ikke tilhører denne maritime gruppe, føler vi os velkommen, og nyder allerede opholdet i fulde drag!!

Se fotos fra turen herunder;









Ingen kommentarer:

Send en kommentar