mandag den 23. december 2013

Salat og solbriller


Jeg har i dag købt nye solbriller. Det er den bedste foretagsomhed, hvis man trænger til en pause fra strand og vand. Marie benyttede muligheden for at se på Honduras´ mode, hvilket hvis ikke er noget at skrive hjem om.
Vores morgenmad indtog vi på hotellets restaurant. Jeg bestilte Desayuno Típico, som er den almindelige honduranske morgenmad. Den består af en kop sort kaffe (café negro). Bønner, tortillas stegte bananer og ost.

Det er ikke lige Maries kop te, så hun bestilte en salat og en cola… Men når man ikke helt forstår menukortet, kan et hurtigt valg nemt blive skæbnesvangert. Det viste sig nemlig, at salaten var en varm ret, som selv den mest hærdede vegetar nok ville lade stå. Marie har nu besluttet indgående at sætte sig ind i madvarers navn på spansk…

Vi har forgæves forsøgt at købe nissehuer her – vi ved de findes. Vi forstiller os, at sådan en beklædning vil give det sidste skub i retning af en julestemning, der her er reduceret til tonerne fra Feliz Navidad og en forfærdelig masse plastik-juletræer.


Men vi er nok nået så vidt, at juleaften her bliver en almindelig tirsdag som de fleste, og vi i stedet vil sende tropiske tanker til familie og venner.


En rask beslutning her til morgen betyder, at vi igen i dag vil tilbringe en del timer ved havet. Ikke fordi vi mangler kreativitet – men bare fordi vi fortjener det!






Ingen kommentarer:

Send en kommentar