(Herre)løse hunde

I Guatemala er der mange herreløse hunde, - det var i hvert fald min opfattelse, når jeg iagttog de tynde og beskidte køtere, der ses overalt i gadebilledet. Mange af dem har sår efter indbyrdes kampe, og de roder rundt i affaldsspande og hænge ud ved spisestederne i håb om, at der falder et eller andet af.
Men som med så meget andet overraskes man, hvis man er heldig at få en forklaring på fænomenet. Sådan en fik jeg idag. Det er nemlig langt fra de fleste af hundene, der herreløse. De har faktisk alle en familie og et hjem. Det er i derfor i højere grad et kultursammenstød, der får mig til at tænke; Stakkels dyr - helt overladt til sig selv.


Da jeg spiste frokost, sad jeg og kiggede på en to-tre hunde, der i hele deres miserable tilstand kigge langt efter min mad. En dreng, der også sad og spiste, havde tidligere hjulpet mig med min bestilling, idet han faktisk kunne en del engelsk. Nu bad jeg ham om en forklaring på alle de hjemløse hunde. Drengene lyttede til mit spørgsmål og slog en skraldlatter op. De er ikke hjemløse, de tage da hjem i aften. Han fortalte nu i en blanding af engelsk og spansk (med god hjælp fra sin lidt ældre søster) at i Guatemala må hunde ikke være indenfor. Om morgenen bliver de lukket ud i gaderne, og om aftenen vender de tilbage og passer på familien om natten.
Om natten har jeg da også ind i mellem oplevet at blive vækket af gøende hunde, og årsagen er altså, at de altid er udenfor. Mht. til sårene på nogle af hundene, var svaret ret klart; Too expensive... Det siger sig selv, at med meget små indkomster, er hundens sår langt nede på prioriteringslisten.

At de omflakkende, tynde og sultne hunde med sår efter kampe er synd eller ej - det skal man selv vurderer, jeg synes det virker ubehageligt. Men samtidig kan man vel med rette spørge sig selv om den amerikanske og europæiske overdramatiserede forkælelse af hunde-vennen er bedre. Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvad folk i Guatemala ville sige, hvis de så de groteske eksempler på stærkt overvægtige hunde i Danmark, der knap kan bevæge sig (hvilket den lyserøde spadserdragt særligt kreeret til hunden nok ikke hjælper på). Hvad tænker de mon hvis de så at vi propper hunden med dyre røde bøffer eller når vi om natten inviterer vores kæreste dyreven med i sengen.

Hundespørgsmålet er blot en af mange eksempler på, når kulturforskellen virkelig bliver synlig, og hvor det kræver sin mand at stille sig til dommer for, hvad der egentlig er det rigtige.