torsdag den 24. oktober 2013

Aftenstur langs Río La Pasión


På de her kanter bliver der med eet mørkt omkring kl. 18.00. Men i timen lige før, er der næsten altid en flot himmel - det gælder også  i Sayaxche. Når en kæmpe flod udgør den vitale livsnerve for et samfund, bliver alt også bygget op om den. Alle veje fører til floden, og jo tættere på floden man kommer jo mere forretningsliv er der.


Jeg tog en aftentur langs floden og nød sceneriet. Det regner ofte ved 16-tiden, så den sidste time inden mørket falder på har derfor også en friskhed - som om alt er blevet renset inden heden igen overtager.
Da man ikke er så vant til turister her, bliver der gloet en del, og peget fingrer af den mærkelige blege mand i badetøfler. De har ikke det samme mod som i turistområderne til at forsøge at få kontakt med en. Det bliver højest til lidt fnisen, når man har passeret.
Min aftensmad

Ligesom hotelprisen er billig her, så gælder det samme for mad. Her er ingen fancy Café Latte etablissementer eller hippie-dekorerede breakfast-restauranter særlig tænkt til rygsækrejsende. Kommer man her, må man gøre som de lokale - og betale den lokale pris! Jeg gik på sådan en lokal restaurant og fik kylling med ris og salat (Næsten mere end jeg kunne spise. Pris; 13 kr (inkl. en cola).

Fra restauranten kan man følge med i køkkenet.

I morgen vil jeg undersøge, hvad byen i øvrigt har at byde på, og om der er noget i den nærmeste nærhed, som jeg bør se nærmere på. Jeg er lidt Maya-pyramide-mæt, så selv om der faktisk er ikke mindre end 10 maya-ruiner i nærheden, tror jeg ikke de får besøg af mig.

Se fotos fra aftentur herunder;










Ingen kommentarer:

Send en kommentar