onsdag den 15. januar 2014

Den smukkeste grænseovergang i Mellemamerika!


I morges forlod vi vores hotel ved ni-tiden for at tage til Costa Rica. Det skulle vise sig at blive en meget lang rejsedag – men hvert et minut var det værd. I vores bog den flotteste grænseovergang i Mellemamerika!

San Carlos blev ren afslapning for os. Vi var på hotellet i et døgn, og forlod det kun, når vi skulle spise. Til gengæld fandt vi ud af, at vi i stedet for at tage en bus videre kunne sejle til Costa Rica. En tur, der går op ad Rio Frio og koster 10 dollars pr. mand.


Fra hotellet tog vi en taxi til havnen, hvor vi først skulle stemple ud af Nicaragua. Køen var lang, men efter et par timers ventetid, var vi klar til at forlade landet og gå om bord på flodbåden. Turen til Costa Rica tager på denne måde en times tid, men sikke en sejltur. Rio Frio har jungle på begge sider og et rigt fugle- og dyreliv. Vi nød virkelig turen, og kunne sagtens have fortsat ad floden, hvis det havde været muligt! Men vi blev sat af i Los Chiles, og brugte en halv time på at stemple ind i Costa Rica, hvor vi skal være de sidste 18 dage af rejsen. Costa Rica er mit 7 land på denne Mellemamerikarejse og Maries femte.

I Los Chiles fandt vi en bus, der kunne køre os til Muelle, som er den by, der ligger tættest på vores mål La Fortuna. Men i Muelle viste det sig, at den sidste bus lige var gået, og nu var lidt på den. Mørket var ved at falde på, og vi stod i et vejkryds med et supermarked. Vi gik ind for handle lidt, og chokket var stort – Costa Rica er virkelig dyrt. En pose druer, en sandwich og to cola´er kostede 5000… Altså af den lokale valuta. Colones hedder valutaen, og 5000 svarer til ca. 55 kr.

Ved kassen spurgte vi damen om råd til turen til La Fortuna, og hun sprang med det samme op og greb sin telefon, og et øjeblik efter var vi omringet af en fem-seks personer, der alle gerne ville hjælpe. Der blev ringet til taxi, men det afslog vi, da prisen var 35 dollars. Senere kom en fyr til, der kunne tale engelsk, og han forklarede at taxiprisen var okay – og svarede til den pris de lokale betalte. Men supermarkedets sikkerhedsmand fortalte så, at han havde en ven, der ville køre os for 20 dollars. På den måde kom vi med privat køretøj til La Fortuna.

Alle folk i Costa Rica er virkelig venlige og meget imødekommende. Vi er meget positivt overraskede. Landet har ca. 4,3 millioner indbyggere, og vi er bestemt kommet til den mere velhavende del af Mellemamerika. Priserne er de højeste vi har oplevet, men til gengæld er alt meget vestligt præget. Her er med andre ord bragt orden i kaos. Her er intet skrald på gaderne, eller langs vejene og vi har ikke spottet en eneste amerikansk skolebus endnu. Med andre ord tyder det på at Costa Rica bliver en god overgang til de hjemmelige forhold, og vi glæder os til at se hvad landet i øvrigt har at byde på.


Vi har indlogeret os på Cabinas Jerry´s for 55 kr. mand. Her er wifi og varmt vand!!! Mon ikke vi bliver her et par dage eller tre.













Ingen kommentarer:

Send en kommentar