lørdag den 28. december 2013

Mere end buskapringer og limsniffende børn


Tegucigalpa er en larmende by, hvor kaos i høj grad dominerer. Læser man om byen, tager advarslerne om kriminalitet og vold hurtigt fokus, og vi har for første gang på rejsen følt os periodevis utrygge.

Men gør dog hvad vi kan for at sikre os i det daglige.

1. TAXI; Det er farligt at tage bybusserne, da de ind i mellem ”kapres” af bander, der så samler alle værdigenstande ind, inden de igen forlader bussen. Derfor tager vi kun taxi, som skulle være relativt sikkert. Det er desuden billigt (ca. 6 kr. fra hotellet til centrum).

2. PARQUE LA PAZ; Vi holder os væk Parque La Paz (en af byens store parker), hvor mange limsniffende og hjemløse børn lever et desperat og grænseløst liv.

3: VÆRDIGENSTANDE; Vi tager så få ting med på vores ture i byen, og vi flasher ikke med hverken penge eller kamera.

Vi har da også for første gang på denne rejse mødt desperationen ansigt til ansigt. Tiggerne er meget pågående, og en dreng forfulgte os næsten en kilometer i går, mens han messede ”I´m hungry”. I centrum ser man ind i mellem militærpoliti, men slet ikke i det omfang vi oplevede i San Pedro Sula.

Men vi fastholder over for os selv, at byen er meget mere end kriminalitet, misbrug og fattigdom. Vi har faktisk også mødt mange søde og hjælpsomme mennesker, og byen har tilsyneladende meget at byde på. Vejret her er pragtfuldt med sol og 25-28 grader. Vores hotel er meget sikkert, og vi har i dag fået nyt værelse med wifi. På taget har vi et vidunderligt overblik over byen – og det er som skabt til en sikker nytårsaften.


Vi ved af erfaring, at det er billigst at rejse langsomt, og vi har besluttet, at vi vil give Tegus en chance, og bruge de næste dage til at slappe af, gå på byture og så forsøge at finde hoved og hale i denne kaotiske by.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar