Ikke en tur for sarte sjæle

Turen østover til Coban er meget omtalt, idet man kører gennem noget af det smukkeste, Guatemala kan tilbyde i højlandet, men også fordi stykket mellem Uspantan og San Cristobal Verapaz ikke er asfalteret, og bestemt ikke er for sarte sjæle, hvis man lider af højdeskræk, køresyge eller klaustrofobi. Rygtet siger, at chaufførerne på denne strækning har en særlig god forbindelse til en mere mørk side af deres personlighed.

Jeg blev desværre ikke skuffet – rygtet er sandt!

Jeg tog afsked med Santa Cruz del Quiché kl. 08.00, hvor jeg hoppede på en minibus til Uspantan. Turen tog ca. 2,5 timer, og for første gang var der ikke overfyldt i bussen. I Uspantan skiftede jeg så til en anden minibus, som skulle bringe mig til Coban. Turen var berammet til 3 timer. Det regnede i Uspantan, og det havde det åbenbart gjort i nogle dage, så vejene var glatte og smattede. Bussen var fyldt til det yderste, og jeg sad fastklemt på sidste række sammen med en mor og hendes tre børn, samt et par sovende mænd.

Vejene er det værste jeg hidtil har oplevet, og det gør ikke turen mere behagelig, at de er placeret helt ud til kanten af afgrunden (Nogen gange flere hundrede meter ned). Chaufføren kørte til, og væltede igennem vandhullerne, så vandet sprøjtede op og undervognen stødte på jorden. Vi hoppede op ned i sæderne, og var det ikke lige fordi vi sad i spænd i hinandens kroppe, ville vi formentlige vælte rundt mellem hinanden. Mange sov alligevel, men på bagsædet var der gang i køresygen. To af børnene brækkede sig i plastikposer, hvorefter moderen kastede brækposerne ud af vinduet. At sidde på bagsædet fastklemt mellem to børn der kaster op i lårtykke stråler, mens jeg i øjenkrogen ser bussen faretruende tæt på en flere hundrede meters afgrund, var mildest talt grænseoverskridende. Jeg glemmer aldrig den tur!!

Da vi endelig nåede frem til busterminalen i Coban, der ligger lidt uden for byen, tog jeg en taxi ind til byen. Taxichaufføren talte godt engelsk, og han forklarede mig, at det var helt nødvendigt at køre, som jeg beskrev det på den rute. Han sagde, at det faktisk var farligere, hvis man nedsatte farten, eller holdt stille. Risikoen for at skride ud er væsentlig større, hvis hastigheden er for lav, og så er bussen ikke til at styre, hvis den først begynder at skride. Det kræver altså en chauffør der kender vejen og dens huller, og som tør give den gas netop der, hvor andre måske ville bremse. Som han sagde, man skal være loco (skør) for at køre den tur…

Jeg har indlogeret mig på Hotel Posada Don Antonio, der er virkelig luksus. Det koster 105 kr. pr. nat, men alt er booket i morgen, så jeg har kun én nat på dette hotel. Enten rejser jeg videre allerede i morgen, eller også finder jeg et andet hotel.

Byen virker moderne, med en flot Plaza med juletræ, og der er tydeligvis langt flere ladinoer her, end i Quiché. Byen er et centralt trafikknudepunkt for strækningen Flores (i nord) og Guatemala City (i Syd), og det er tydeligt, at man her er vant til fremmede.

Se lidt fotos fra busturen (første del inden San San Cristobal) samt mit første indtryk af Coban)