Unbelizable...

Klokken 8 i morges hoppede jeg på vandtaxien i Caye Caulker for at komme til Belize City. Turen koster 20 kr., og tager ca. 30 min, hvis alt fungerer. Det gjorde det bare ikke i dag!!

Båden var fyldt til bristepunktet og lidt mere til, og jeg tror ikke jeg var den eneste der havde den der kvalme klaustrofobiske bådflygtningfølelse, da skibet lagde fra kaj. Pludselig midtvejs til Belize City gik motorerne i stå. Mens jeg og de mange backpackere ombord blev lettere forvirret og noget skræmt, påvirkede det ikke de lokale passagere. En var endda så vittig at han råbte; "Vi holder lige en pause på 5 minutter - det er tilladt at forlade skibet, hvis man vil strække ben.

Nu sad vi så der som sild i en tønde og ventede - ingen gav besked om hvad der foregik, og det var kun en canadisk rygsækrejsende, der havde energi til at brokke sig, fordi han skulle nå et fly i Belize City.

Efter en halv time dukkede pludselig en anden watertaxi op, og vi blev bedt om at skifte båd. Roligt stillede vi os op i kø, og gik fra den ene båd til den anden. Herefter kunne turen fortsætte, og vi var i land igen en time senere end beregnet. Nu måtte vi så vente på at vores bagage kom med den anden vandtaxi, men i mellemtiden havde jeg hyret en taxi, der skulle køre mig fra havnen til busterminalen. Chaufføren ventede sammen med mig ved baggage claim, og det var heldigt, for her opstod der også problemer. Jeg var nemlig så heldig om morgenen, at jeg havde hoppet om bord på på kl. 8 båden, så jeg ikke skulle vente en time på den næste både. Da jeg var den sidste de tog ombord, havde jeg ikke fået en mærkat på min kuffert, og nu mente man ikke jeg kunne bevise det var min. Ingen kuffert kunne udleveres!! Her gik så min temperamentfulde caribiske taxichauffør så i aktion. Nu gad han ikke vente længere. Under stort påstyr fjernede han min kuffert, og vi forsvandt i mylderet af mennesker. Ham forrest med min kuffert på ryggen, og mig bagefter.

Efter 5 minutters taxikørsel var vi fremme ved busterminalen, og jeg må nok sige at standarden fra de luksusagtige mexicanske ADO-busser var faldet en del. Busserne er ældgamle og rustne, og samtlige af dem er fyldt med mennesker, der sveder i varmen, fordi der ikke er air condition. Her blev jeg så proppet ind og betalte 20 kr. for en billet til San Ignacio, som er mit næste stop. I bussen oplevede jeg endnu engang det voldsomme temperament der findes her, da en dame følte sig generet af en anden passager. Se videoen her (og lyt især til hendes sprogbrug)

Turen til San Ignacio tog ca 3 timer med den lokale bus, som stopper hver gang der er en der vil af og på. Min sidemand fortalte at der iøvrigt også gjaldt for den anden bus, men at man havde fundet ud af, at ordet "express" betyder man kan tage dobbelt takst for billetterne.

San Ignacio er en lille by med ca. 17.000 indbygere. Det er den sidste større by inden grænsen til Guatemala. Jeg har indlogeret mig på turens hidtil ringeste hotel; Rosa´s Hotel. Der er ikke vindue på værelset, og Internettet virker kun i receptionen. Der er godt nok air condition, men den larmer værre end en høstmaskine. Til gengæld ligger hotellet lige midt i centrum, og der er morgenmad inkluderet i prisen. Så mon ikke det går? Jeg glæder mig til at udforske byen, der virker meget hyggelig. Regner med at være her en 4-5 dage.