søndag den 6. oktober 2013

Triatlon og Ø-hygge


Jeg havde tilrettelagt min tur til øen Cozumel til i dag, da jeg vidste, at der blev afholdt World Cup i ITU Triathlon (International Triathlon Union)  netop i dag. Øen er nu nok mest kendt for sine fantastiske dykkerdestinationer, der blev verdenskendt, da Jacques Cousteau filmede fra dem i begyndelsen af 70´erne. Siden er ikke bare dykkere, men masser af turister fulgt efter. Cozumel er Mexicos største ø (48 km. lang og 16 km. bred), og et vigtig sted for Mayaerne. Her tilbeder mayaerne månegudinden Ix Chel for at opnå frugtbarhed. De vigtigste Maya-ruiner blev dog revet ned under 2. verdenskrig for at give plads til en landingsbane for fly. 


Men jeg var nu primært kommet for at se triatlon. Der er tale om sprint-versioner, hvor der svømmes 750 meter, cykles 20 km. og løbes 5 km. En mexicaner var i et stærkt internationalt felt spået til vinde, så der var mødt mange tilskuere frem, ligesom begivenheden blev dækket af TV. Vinderen blev dog spanieren Gomez, der vist har vundet tre gange før, og den bedste mexicaner kom ind på en 6. plads. Begejstringen var dog lige så stor, som hvis han havde vundet, og sammen med en speaker, der gik i ekstase opstod der nærmest et massehysteri af skrig og råb. Da der ingen dansker deltog i løbet, lod jeg mig selvfølgelig begejstrer med mexicanerne. 

Turen til Cozumel tager en halv time med hurtigfærge, og en rask sejltur på det caribiske hav er nu ikke sådan at foragte. Efter triatlon hyggede jeg mig nogle timer i hovedbyen San Miguel de Cozumel, hvor jeg blandt andet fik en kop kaffe på verdens mindste Hard Rock Cafe (så har jeg også den krydset af på listen over ting jeg skal inden jeg dør :-)

Jeg tog færgen hjem til Playa Del Carmen kl. 17, og glædede mig til at komme hjem på hotellet og hvile mine trætte ben og prise mig lykkelig for at jeg ikke var taget til Cozumel som deltager i triatlon, når temperaturen nærmer sig de 34 grader i skyggen...

Se fotos herunder;












Ingen kommentarer:

Send en kommentar