Jeg har mistet min oplader til min Iphone - glemte den på sidste hotel. Jeg havde ganske vist en ekstra, men den virker kun, hvis jeg klæber den fast med tape eller plaster. Jeg har derfor akut behov for en ny. Fridas ældste datter, der taler rigtig godt engelsk fortalte mig, at jeg skulle gå på markedet i Santa Elena. - Her kan du købe alt!!
Jeg har også brug for t-shirts og mine badesandaler er totalt nedslidt efter uendelige mange gåture!! Altså skulle jeg i dag på marked. Jeg spadserede til Santa Elena fra Flores. En tur på ca. 15 minutter, og fandt også ret hurtigt markedet. (Der er en heftig larm af råb og skrig)
Det er som at træde ind i en helt anden verden. De små krogede gader er fyldt til bristetpunktet af alt fra madvarer til traktorer. Folk råber deres tilbud, og mellem boderne går de folk rundt som ikke selv har råd til en bod, og derfor arbejder mobilt med deres varer hængende fra skulderen. Dufte fra slagterens kødvarer og frugthandlerens krydderier blandes med grillduften fra de mange boder med mad. Her er simpelt hen alt!
Jeg fandt først en lille stand med mobiltelefoner. Her stod den yndigste kvinde og solgte taletidskort bag et bjerg af de Nokia-telefoner, som vi sidst så i Danmark i 90´erne. Jeg fremlagde mit problem med opladeren - og hun forstod intet! Jeg tog nu min telefon op, og hun begyndte at forstå at jeg havde brug for en oplader. Frem fra den noget interimistiske disk trak hun nu nøjagtig det jeg søgte. På kassen stod der ovenikøbet en pris; 77 quetzales (ca. 50 kr.) Jeg var lykkelig for fundet, i det jeg havde antaget, at det ville blive den sværeste indkøbsopgave jeg havde givet mig selv. Jeg trak nu en 100 quetzales seddel frem og hun gav mig en ti´er tilbage og blinkede med øjnene... Jeg orkede ikke at fortælle hende, at jeg havde set prisskiltet, og lod den charmerende telefonpige beholde de 8 kroner hun havde skruet prisen op med
Hvad der er tabt på gyngerne må vindes på karrusellerne, og ikke langt inde i markedspladsen faldt jeg over t-shirts til 10 kroner stykket. Jeg købte tre :-)
Badesandaler fandt jeg også, de kostede 27 kr, så efter halvanden time på et kaotisk marked, havde jeg nået alle de indkøb jeg kom efter!
Herefter købte jeg en flaske iskold vand, så jeg kunne overkomme traveturen hjem over dæmningen til Fridas Hostal på Flores.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar