Da mine børn var mindre og noget uforudset skete (f.eks. på en rejse) brugte jeg det trick, når jeg skulle berolige dem, at de i stedet for at være utrygge skulle se det hele som en spændende historie de selv var med i! Det virkede faktisk ofte, og i dag måtte jeg bruge den samme sætning om og om igen, når jeg ikke kunne se, hvordan dagen skulle ende godt!
Det hele begyndte nu meget godt. Jeg havde en næste tårervædet afsked med personalet fra Itour Mexico, som ønskede mig fortsat god rejse og som havde skabt så god en stemning under mit ophold i Tulum. Jeg gik ned til busstationen for at tage en bus til Chetumal,- en tur på 3,5 timer. Fra Chetumal var det planen, at jeg skulle tage en Watertaxi til en af Belize øer - Ambergris Caye. Jeg havde allerede booket hotel (øens billigste, men i sammenligning med Mexico MEGET dyrt). På busstationen i Chetumal fik jeg fat i en taxi, der skulle kører mig til båden - men herfra gik så også alt galt, der kunne gå galt. Taxichaufføren havde åbenbart ikke fattet det med at sejle til Belize, så en halv time efter holdt vi midt på den mexicanske grænse. Mit forsøg på at forklare at jeg skulle med Watertaxi gav ingen bonus - han pegede bare frem og sagde " See Belize". Nu opstod der en del forvirring, for som forventet, ville grænsebetjenten have 300 pesos, fordi jeg forlod landet. Jeg viste ham nu det papir jeg fik i lufthavnen som bevis på, at den afgift havde jeg allerede betalt via mit flyselskab. Han kiggede på papiret og fortalte, at den ikke talte som kvittering. "Du skal gå i en mexicansk bank og betale og komme tilbage og vise mig kvitteringen"
Nu stod jeg der og kunne ikke komme ud af Mexico, og min taxichauffør sad i bilen og ventede dyttende og temmelig irriteret. Bagved var der ved at danne sig kø af folk, der meget gerne ville krydse grænsen.
Jeg foreslog nu tolderen at betale de 300 pesos (120 kr.) til ham mod at han lod os komme over grænsen. Vel vidende at de 300 pesos gik direkte i hans egen lomme. Han smilede og jeg fik lov at betale og 3 minutter efter stod jeg i Belize. Den nærmeste by fra grænsen (16 km) er Corozal. Nu er der dog visse fordele ved at være i Belize. Som gammel engelsk koloni er hovedsproget engelsk her, som det eneste land i Centralamerika. Dette betød, at jeg pludselig følte mig forstået. En mand ved grænsen hørte om mit problem og mit bookede hotel i San Pedro. Han forslog at køre mig til en lille flyveplads i Corozal, hvor han mente jeg kunne komme med en postflyvning om en time. Jeg kiggede på manden og gentog - postflyver? - og jeg mærkede hvordan sætningen "Det er bare en god historie du selv er med i" blev gentaget i en uendelighed i min underbevidsthed.
Manden fik 20 US dollars for at køre mig til flyvepladsen, og her fik jeg en billet hos Tropical Air til San Pedro for 60 US Dollars. En times tid efter sad jeg lamslået i det lille fly, og vurderede min mulige overlevelse.
18 minutter efter landende vi problemfrit på øen Ambergris Caye i byen San Pedro. Lettet og glad kunne jeg se, at min aftale med hotellet ville holde. Jeg er nemlig rejst ind i en ny tidszone og uret skal sættes en time tilbage.
Jeg vandrede resolut mod Pedros Inn, hvor jeg en halv times tid efter kunne tjekke ind.
Rejsen til Belize blev noget dyrere end forventet, og til tider (også bogstavligt) grænseoverskridende, men een ting er helt sikker; Det var en rigtig god historie jeg der var med i, og så endda med happy ending.
Bonus viden: Ambergris Caye kaldes også La Isla Bonita, og er nok mest kendt som superhittet fra Madonna i 1987.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar