Kulturelt sammenstød

Når man har rejst rundt i det isolerede højland og oplevet de små fattige landsbysamfund, kan man godt tage sig selv i at tænke, at disse mennesker går glip af en masse. Ungdommen henslæber deres dag uden ret meget skole, men med hårdt fysisk arbejde på markedet, hvor de knokler sig en pukkel til. Pigerne er traditionelt klædt på, når de vandrer op af de små grusveje med en krukke vand eller et bundt brænde på hovedet. Drengene har sorte fingrer, hvis de har været så heldige at få en plads blandt skopudserne på torvet. Herude er ungdomsoprør en by i Rusland, - og det tætteste på en udefrakommende påvirkning er den skrattende mexicanske folkemusik, der høres alle steder.

Majs og atter majs

Jeg tog afsked med San Mateo i morges klokken 07.00. Tågen hang tykt omkring byen, og spærrede udsynet til de omkringliggende bjerge. Jeg hoppede på en chicken bus til San Pedro Solóma, som er mit næste stop. Turen kostede 14 kr. og tog ca. 2 timer. Vejen mod Soloma (som den bare kaldes) er langt bedre, og bussen var ikke så fyldt heller, så turen var ren luksus.

Hotdogs og hemmelige fotos

San Mateo Ixtatan er meget anderledes end Barillas. Byen befinder sig ca. en kilometer længere over havet end Barillas, og her er derfor noget køligere, og så ligger der næsten konstant et slør af dis omkring bjergene, der bevirker at byen virker lidt grå og kedelig. De mange stejle gader er glatte, og der ligger affald overalt. Til gengæld brydes den lidt grå stemning af meget farverigt klædte kvinder, der med deres kulørte kjoler og hovedbeklædninger ses overalt.

I chicken bus til San Mateo Ixtatan

Jeg tog afsked med Barillas klokken 7 i morges, da jeg havde hørt at busserne med bedst plads kørte tidligt. Jeg ved nu at tidligt i Guatemala er bussen klokken 5…

Jeg fik plads i en såkaldt Chicken Bus (gammel skolebus fra USA) og der var allerede næsten fyldt op, da jeg gik ombord. Men jeg var heldig at få en siddeplads – desværre med så lidt benplads, at jeg var lammet fra knæene og ned efter en times kørsel.