Garifuna-land

Det er som at gense Belize igen. De hvide strande, palmerne og gensynet med Garifuna-folket. Garifunaerne er efterkommere af Caribiske og vestafrikanske folk. Garifunaerne betragtes i dag som et folk på lige linje med Mayaerne, og de findes primært langs den caribiske kyst i Belize, Guatemala, Nicaragua og altså her i Honduras.

Så fik vi alligevel en hvid jul…

I hvert fald er vi havnet i Tela med hvide strande og palmer og et brusende Caribisk Hav. Her skal vi holde jul.

Kaotisk Craziness

San Pedro Sula er sindssyg!! Det er kun fantasien der her har grænser… Trafikken moser af sted, og stort set alle biler har hornet i bund. Lyskrydsene virker kun vejledende, og det synes som et under, at vi endnu ikke har oplevet et trafikuheld. Men man vænner sig til det.

Farlig og fristende…

Efter 4 timers buskørsel og et enkelt skift i La Entrada, er vi havnet midt i San Pedro Sula – byen der er kåret som verdens farligste med et gennemsnit på 3 mord om dagen.

Bananrepublik eller wild west…

Honduras er den direkte årsag til begrebet Bananrepublik. Det var forfatteren O. Henry, der introducerede begrebet i en samling short stories han skrev under et længere ophold i Honduras.

Street Lobster

Frokosttilbudene på Caye Caulker er mangfoldige. Der er et utal af restauranter, der serverer alt fra pizza til udsøgte fiskeretter. En specialitet på øen er dog de små grill-steder på stranden, hvorfra man kan købe halve kyllinger og hummer.

Når tiden står stille...

I begyndelsen troede jeg egentlig, at Caye Caulkers motto "Go slow" var en slags smart markedsføring, men der tog jeg fejl! Her er ikke tale om en venlig opfordring men en seriøs ment livsstil, som udfoldes overalt på øen. Her er (så vidt jeg har fået oplyst) kun to biler på øen. Transport sker på cykel, i golfbil eller gående. Ingen veje er asfalteret, ligesom gulvet i de mange små restauranter og cafeer er sand.

Ruineret...

Kan man ikke sige at man er ruineret, når man har tilbragt det meste af dagen i Tulum-ruinerne? Ikke fordi jeg har mistet penge,- tværtimod er jeg endnu en dag blevet beriget med oplevelser, strande og en Maya Riviera, som man kun kan forestille sig i fantasien.

Triatlon og Ø-hygge

Jeg havde tilrettelagt min tur til øen Cozumel til i dag, da jeg vidste, at der blev afholdt World Cup i ITU Triathlon (International Triathlon Union)  netop i dag. Øen er nu nok mest kendt for sine fantastiske dykkerdestinationer, der blev verdenskendt, da Jacques Cousteau filmede fra dem i begyndelsen af 70´erne. Siden er ikke bare dykkere, men masser af turister fulgt efter. Cozumel er Mexicos største ø (48 km. lang og 16 km. bred), og et vigtig sted for Mayaerne. Her tilbeder mayaerne månegudinden Ix Chel for at opnå frugtbarhed. De vigtigste Maya-ruiner blev dog revet ned under 2. verdenskrig for at give plads til en landingsbane for fly. 

Laid back style...

I Playa Del Carmen kan man faktisk ikke så meget andet end at læne sig tilbage og nyde livet i dybe inhaleringer. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, Det Karabiske Hav funkler med sine azurblå nuancer og palmerne svajer elegant i den lette brise. Det er varmt - meget varmt, og svedperlerne triller ned over ansigtet. Det er nyttesløst at tørre dem væk, - der er hele tiden flere på vej.